Vedtægter

for

Grundejerforeningen Ulvegravene Vest

Hjørring

 


§ 1
Foreningens navn og hjemsted

Foreningens navn er GRUNDEJERFORENINGEN ULVEGRAVENE VEST. Dens hjemsted er bopælen hos den til enhver tid værende formand for foreningen.

 

§ 2
Foreningens formål

A. at føre tilsyn med og i fornødent omfang sørge for vedligeholdelse og renholdelse af de udlagte fællesarealer, samt sørge for snerydning af de veje i grundejerforeningens område, som ikke ryddes af Hjørring Kommune.

B. at varetage medlemmernes interesse som grundejere og repræsentere foreningens medlemmer over for kommune og offentlige myndigheder i fælles spørgsmål.

C. at påse, at de forpligtelser, der påhviler de enkelte grundejere i medfør af foreningens vedtægter samt tinglyste servitutter og deklarationer m.v. overholdes.

D. at Stivedtægten overholdes. Se bilag 1.

 

§ 3
Foreningens medlemmer

Ifølge tinglyst deklaration og som anført i skøderne omfatter medlemspligten af grundejerforeningen alle ejendomme og parceller inden for udstykningsområdet, som er afgrænset på udstykningsplan udfærdiget januar 1972 af landinspektør Mogens Hjørne.

De i udstykningsområdet eksisterende 4 stamejendomme samt parcel nr. 2 af matr. nr. 17 h kan optages som medlemmer af foreningen. Medlemspligten omfatter tillige kommende parcel ejere ved senere udstykning af udstykningsområdets matr. nr. 17 h og 17 g.

 

§ 4
Forhold ved ejerskifte

Når et medlem afhænder sin ejendom, har han pligt til at underrette bestyrelsen om den nye ejers navn, stilling og bopæl. Et medlems forpligtelser over for foreningen ophører først, når bestyrelsen har noteret den nye ejer som medlem af foreningen, og den nye ejer har underskrevet slutseddel, og ejerens adkomst til ejendommen derefter tinglyses som endelig.

Et udtrædende medlem kan ikke gøre krav gældende mod foreningen eller dennes formue, og rettigheder og forpligtelser overføres til den nye ejer.

 

§ 5
Kontingent

Til bestridelse af foreningens udgifter, til vedligeholdelse og eventuel forskønnelse af fællesanlæg m.v. samt til foreningens administration, betales et kontingent, der fastsættes hvert år af den ordinære generalforsamling. Kontingentet opkræves forud for perioden 1.1 – 31.12. Kontingentet skal være indbetalt senest 1. maj. Kontingentet pålignes ligeligt hver grundejer.

Er et medlem i restance til foreningen i mere end én måned efter forfaldstid, har bestyrelsen ret til,
at lade det skyldige beløb inddrive ad retslig vej. Alle omkostninger i anledning af inddrivelsen, herunder advokat- og inkassosalær, betaler vedkommende restant skadesløs. I tilfælde af søgsmål er medlemmerne pligtige til at give møde ved retten i Hjørring uden hensyn til, hvor de til den tid måtte bo eller opholde sig.

 

§ 6
Øvrige medlemspligter

Der må ikke henstilles ildelugtende genstande af nogen art på foreningens område, ligesom unødig støj skal undgås.

Anke af spørgsmålene i nærværende paragraf kan indbringes for en generalforsamling til endelig afgørelse.

Nærværende paragraf vedrører ikke anvendelsen af de enkelte grunde.

 

§ 7
Bestyrelse

Til at varetage foreningens formål og interesser vælges blandt medlemmerne på den årlige generalforsamling en bestyrelse på 5 medlemmer. Desuden vælges 2 suppleanter. Valg af bestyrelse og suppleanter gælder for 2 år ad gangen. Hvert år afgår skiftevis 2 og 3 medlemmer og 1 suppleant. Genvalg kan finde sted, såfremt det sker efter medlemmets eget ønske.

Bestyrelsen vælger selv af sin midte: formand, kasserer og sekretær. Generalforsamlingen tager stilling til, hvorvidt der skal udbetales bestyrelsens medlemmer vederlag i forbindelse med bestyrelsesarbejdet. Bestyrelsen kan antage regnskabsmæssig lønnet medhjælp i det omfang, det er påkrævet. Regnskabsføreren kan være medlem af bestyrelsen. Foreningen tegnes af formanden eller kassereren sammen med et andet medlem af bestyrelsen, jævnfør dog § 8.

Ved udstedelse af pantebreve, gældsbreve samt erhvervelse og afhændelse af fast ejendom kan foreningen dog kun tegnes af den samlede bestyrelse.

 

§ 8
Bestyrelsesmøder

Bestyrelsesmøde afholdes så ofte formanden finder det fornødent eller efter begæring af 3 bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsens beslutning træffes ved stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Bestyrelsen fastsætter en eventuel forretningsorden.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, såfremt 3 af dens medlemmer er til stede.

Referat fra bestyrelsesmøder udsendes til bestyrelsen pr. e-mail. Den godkendes af medlemmerne til formanden pr e-mail, hvorefter den bliver tilgængelig på hjemmesiden.

 

§ 9
Regnskab og revision

Foreningens regnskab føres efter bestyrelsens anvisning

Regnskabsåret går fra 1. januar – 31. december, første regnskabsår dog fra stiftelsen til 31. december 1974.

Foreningens midler skal henstå på foreningens konto i pengeinstitut, og kan kun hæves ved underskrift af formanden eller kassereren i forening med yderligere et medlem af bestyrelsen.

Til løbende udgifter må bestyrelsen (kassereren) have indtil kr. 1.000 i kontanter.

Der må kun udbetales regninger, der er anvist af formanden og kassereren til udbetaling.

På hvert bestyrelsesmøde fremlægges regnskabsbilag, der er fremkommet siden det sidst afholdte bestyrelsesmøde.

 

§ 10
Revisorer

På den årlige generalforsamling vælges 2 revisorer, således at revisorerne reviderer foreningens bøger 1 gang årligt og indgiver deres revisionsbemærkninger til bestyrelsen, der påser, at bemærkningerne påføres regnskabet.

Revisorerne har ret til at afkræve ethvert bestyrelsesmedlem såvel som foreningens regnskabsfører skriftlige og mundtlige oplysninger vedrørende regnskabet.

 

§ 11
Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Enhver generalforsamling, der med angivelse af dagsorden er indkaldt med 30 dages varsel skriftligt til medlemmerne, sendt under de adresser, der er i foreningens bøger er noteret som medlemmernes bopæl, er beslutningsdygtig uanset de mødendes antal, jævnfør dog § 12.

Frist for forslag til vedtægtsændringer er senest 3 uger før generalforsamlingen.
Frist for øvrige forslag er senest 14 dage før generalforsamlingen.
Forslag skal være bestyrelsesformanden i hænde pr. e-mail inden fristens udløb.
Der henvises yderligere til at regnskab og budget publiceres på hjemmesiden, sammen med de indkomne forslag 10 dage før generalforsamlingen.

Afgørelse træffes ved simpelt stemmeflertal, medmindre andet er særligt bestemt. Afstemning finder sted ved håndsoprækning, dog skal skriftlig afstemning benyttes, når mindst 1 af de tilstedeværende stemmer forlanger det.

Et medlem har 1 stemme. Så snart den på en generalforsamling fungerende dirigent har konstateret, at der ikke rejses krav om skriftlig afstemning vedrørende et punkt på dagsordenen, vil afstemning ved håndsoprækning være at foretage, og senere krav om skriftlig afstemning vedrørende det på-
gældende punkt skal afvises, ligesom gyldigheden af den ved håndsoprækning stedfundne afstemning ikke kan anfægtes.

Stemmeret kan alene udøves ved personligt fremmøde af den pågældende grundejer eller ægtefælle.

Den ordinære generalforsamling skal være afholdt inden 1. maj hvert år og på generalforsamlingen skal følgende foretages:

a. valg af dirigent.
b. beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
c. fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
d. indkomne forslag.
e. redegørelse for det fremtidige arbejde.
f. forelæggelse af budget, fastsættelse af kontingent og vederlag.
g. valg af medlemmer til bestyrelse samt suppleanter.
h. valg af revisor og revisorsuppleant
i. eventuelt.

Generalforsamlingen vælger en dirigent, der på generalforsamlingen afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagens behandlingsmåde og stemmeafgivningen.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes så ofte bestyrelsen finder det fornødent, samt når 25% af medlemmerne skriftligt til bestyrelsen fremsætter anmodning derom med angivelse af, hvad der ønskes behandlet. Når en sådan begæring er indgivet, skal generalforsamlingen afholdes senest 6 uger fra begærelsens modtagelse.

Ved indvarslingen meddeles dagsordenen.

Referat udsendes til bestyrelsen 1 uge efter generalforsamlingen. Den godkendes af medlemmerne til formanden pr e-mail, hvorefter den bliver tilgængelig på hjemmesiden.

 

§ 12
Vedtægtsændringer

Til vedtagelse af ændringer i nærværende vedtægter på en generalforsamling kræves, at 2/3 af de tilstedeværende tiltræder forslaget.
Afstemningen om vedtægtsændringerne kan gøres enkeltvis.

 

§ 13
Foreningens ophør

Foreningen kan kun opløses, når ¾ af samtlige medlemmer tiltræder dette. Der kan i denne forbindelse stemmes ved skriftlig fuldmagt. På den generalforsamling, der vedtager ophøret, skal der træffes bestemmelse om anvendelse af foreningens formue.

Grundejerforeningen kan ikke ophæves uden Hjørring Byråds samtykke.


Vedtægterne vedtaget på stiftende generalforsamling 11. oktober 1973 og ændret på ordinære generalforsamlinger 3. marts 1976, 2. marts 1977, 19. marts 1980, 12. april 1984, 2. april 1990,
22. april 1991, 12. april 2012, 9.april 2013, samt 14. april 2015.

 

 

Hjørring, den 14. april 2015

Bestyrelsen








Bilag 1

 

Stivedtægt for

Grundejerforeningen Ulvegravene Vest

Hjørring

 


§ 1
Vedligeholdelse

Der budgetteres med en kontinuerlig vedligeholdelse af alle grundejerforeningens stiarealer. Der lægges op til et gennemløb på tre til fire år.

 

§ 2
Oprydning

Grundejerforeningen foranlediger, at der 2 eller 3 gange om året (sommerperioden), gennemføres en statusquo oprydning. Det vil sige at vores gartner fjerner papir, plast, gamle cykler, kort sagt alt det som de tilstødende grundejere ikke ønsker at fjerne.

 

§ 3
Renholdelse af tilgrænsende stiareal

Grundejere hvis have støder op imod et stiareal skal selv besørge den daglige renholdelse af tilgrænsende stiareal og hækkeklipning mod samme.

 

§ 4
Oplag af genstande

Stiarealer må ikke anvendes til oplag af genstande af permanent karakter. Ligeså er det ikke tilladt grundejeren at påfylde grus- og sandmateriale til stiarealerne.

 

§ 5
Hækkeklipning og renholdelse mod betaling

Såfremt nogle grundejere måtte ønske det kan grundejerforeningen, imod betaling, foranledige hækkeklipning og almindelig renholdelse gennemført.

 

 

 

Ovenstående stivedtægt er fremlagt og godkendt på generalforsamlingen den 30. april 1998 og 14. april 2015.

 


Hjørring, den 14. april 2015
Bestyrelsen